Ude Af Kontrol på en lørdag i Aalborg
Programmet til Drive-in-koncerterne i Aalborg Lufthavn vokser dag for dag. I går var det Anders “Anden” Matthesen, og i dag er det den danske hip, hop/rap gruppe Ude Af Kontrol, der melder klar i Aalborg Lufthavn lørdag 6. juni kl. 22.
Gruppen Ude af Kontrol har skabt et paradigmeskifte i dansk musik! Englando, Balken og Munken har de seneste år skabt en bølge af hits og opnået mere end 175.000.000 streams, alene på Spotify, hvor drengene i den grad er vokset med opgaven i takt med deres stigende popularitet.
Senest var Ude af Kontrol de første til at spille en Fredagsrock i et publikum-tomt Tivoli, som blev transmitteret live på TV2 Zulu. Setlisten i Aalborg er pakket med hits – inkl. den publikumsvenlige single ‘Moshpit’!
Koncerterne er skabt gennem unikt samarbejde
Drive-In-Koncerterne er arrangeret af Live Nation i samarbejde med en lang række kulturaktører i Aalborg Kommune. Nibe Festival, Aalborg Karneval, Aalborg Kongres & Kultur Center, Musikkens Hus, Skråen, Aalborg Events og Visit Aalborg skaber sammen en ny og stor liveoplevelse i Aalborg.
“I Aalborg udvikler vi tingene sammen og er rigtig dygtige til at samarbejde, så tingene sker, og nye ideer blomstrer. Med Drive-in-koncerterne i Aalborg Lufthavn må man sige, at vi udvikler musikken sammen. Jeg er enormt glad for, at Aalborg Kommune sammen med Live Nation og en lang række lokale kulturaktører – nemlig Aalborg Kongres & Kultur Center, Musikkens Hus, Aalborg Karneval, Nibe Festival, Aalborg Events og Visit Aalborg – får skabt en række unikke koncert – og familieoplevelser. Musikalske oplevelser er noget af det, jeg savner rigtig meget i denne specielle tid, så jeg glæder mig helt vildt,” siger borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, om Drive-In-Koncerterne.
Live Nation sikrer sig med forholdsregler og Drive In-koncertformen, at alle myndighedskrav efterleves, så det bliver en tryg og stor begivenhed sammen med hundredvis af andre biler og deres passagerer at få én på opleveren ved Aalborg Lufthavn.
Konceptet kan også opleves i København, Herning, Aarhus og Odense.
Billetsalget til de enkelte arrangementer i forbindelse med Drive In – Live kommer løbende i salg. Oplysninger omkring billetter kan findes på ticketmaster.dk under Drive In Live Aalborg.
Nuværende arrangementsoversigt til Drive In – Live i Aalborg Lufthavn
- Anders ‘Anden’ Matthesen – torsdag 4. juni kl. 17
- Malk De Koijn – torsdag 4. juni kl. 19.30
- Annika Aakjær – fredag 5. juni kl. 17
- Mads Langer – fredag 5. juni kl. 19.3
- Onkel Reje – lørdag 6. juni. kl. 10 + 12.15
- Claus Hempler & Teitur – lørdag 6. juni kl. 17
- L.O.C. – lørdag 6. juni kl. 19.30
- Ude Af Kontrol – lørdag den 6. juni kl. 22.00
- Mads & Monopolet – søndag 7. juni kl.17
Kilde: Aalborg Kommune